Unge fortæller
Mød Julie. Hun er 24 år og da hun var 9 år gammel, blev hendes far fængslet for handel med narko. Her på siden kan du læse hendes historie og høre hendes bud på, hvordan man bedst tackler det at have et familiemedlem i fængsel.
Julies far kom i fængsel da hun var barn
Jeg hedder Julie og jeg er 24 år gammel. Da jeg var 9 år gammel (og min søster var 5) blev min far anholdt og senere idømt 6 års fængsling for handel med narko. Han kom ud på halv tid og sad dermed ”kun” inde i 3 år, og kom ud igen da jeg var 12, og har været ude siden da.
Der var mange svære ting ved at være pårørende barn. Først og fremmest var jeg vred og skuffet over min fars valg. Derudover var det svært at se mine forældre kede af det samtidig med, at det var svært at forstå, hvad der overhovedet foregik, både i forhold til den enkelte kriminelle handling, retssystemet, Kriminalforsorgen mv. Uforudsigeligheden var også svær, især før dommen blev givet. Det var selvfølgelig også hårdt, at min far ikke kunne deltage i alle de ting, som forældre normalt gør, som skolehjemsamtaler, skolefester, fødselsdage osv.
Jeg husker særligt, hvor svært det var ofte at skulle vælge noget fra for at besøge min far. Weekenderne var ofte fyldt op med håndboldkampe, fødselsdage og klassearrangementer, men jeg ville også gerne se min far. Som bosat på Bornholm var der ekstra langt til de forskellige fængsler, så et besøg krævede ofte en hel weekend. For min mor var det derfor også en stor økonomisk udgift, når besøg både krævede færge, bus, tog, overnatning og mad på farten.
I dag har jeg det godt. Mine forældre holdt sammen og bor stadig sammen den dag i dag. Det har betydet alt for mig. I dag er vi nået til et punkt, hvor vi kan grine af episoder fra dengang og glæde os over, at fængslingen gav en ende på min fars dobbeltliv, så vi igen kunne blive ”en helt normal” familie. Set i bakspejlet lærte jeg meget fra dengang, som jeg i dag kan bruge som lærer for børn, som af den ene eller anden grund går rundt med lidt ekstra meget i hovedet.
“Det betød alt for mig, at andre bekymrede sig om min far, ligesom jeg selv gjorde, men også at jeg kunne snakke med andre end bare min mor.”
- Julie, 24 år
Det hjælper at tale om det
Hvis jeg skulle give andre pårørende et råd, ville det selvfølgelig være, gøre brug af tilbuddet om SAVNs ophold. Den mulighed havde vi ikke dengang, men jeg ville ønske, at jeg havde haft mulighed for at møde andre i samme båd. Når jeg tænker tilbage, var det der hjalp allermest, at vi som familie var åbne om vores situation. Min mor var åben over for min søster og jeg, og fortalte, hvad vi behøvede at vide (selvfølgelig i børneudgave) og svarede på, hvad vi måtte have af spørgsmål. Min klasselærer fortalte min klasse det og min mor fortalte mine veninders forældre om det hele.
Jeg kan kun forestille mig, hvor hårdt det må være at skulle skjule for andre, at ens far er væk og skulle bortforklare, hvorfor man ofte er væk i weekenderne. Ikke nok med at alle vidste det, så betød det også meget for mig, at især mine veninders forældre ikke så det som et tabu, men spurgte åbent til mig og ikke mindst til min far. Det betød alt for mig, at andre bekymrede sig om min far, ligesom jeg selv gjorde, men også at jeg kunne snakke med andre end bare min mor. Jeg havde i høj grad brug for at snakke om det, derfor talte jeg også jævnligt med en familieterapeut, som hjalp mig med at komme lidt dybere ned i de tanker, som jeg havde og hjalp mig med at forstå min mor bedre. Mit allerbedste råd er derfor ikke at gøre fængslingen til et tabu.
Jeg vil desuden opfordre alle til at besøge sit familiemedlem i fængslet. Som et barn, der troede, at et fængsel var lig med tremmer og stribede dragter, så var det en positiv øjenåbner at se, hvor min far i virkeligheden befandt sig, og at der var rare mennesker omkring ham.